At stille spørgsmål ved sin religion, var en central del af de oprindelige bibelstudenters filosofi. De var overbeviste om at det var yderst vigtigt at foretage deres eget studium, for at finde frem til sandheden, frem for blindt at tro på det som deres etablerede kirker prædikede.
Som Jehovas Vidner bliver vi undervist i frimodigt at træde i deres fodspor, mens vi samtidig bliver advaret om at det kan være farligt for vores åndelige og fysiske helbred, hvis vi stiller spørgsmål ved det som vi bliver undervist i eller bruger kilder udover dem som organisationen tilvejebringer.
Gennem årene har mange Jehovas Vidner, både ældste, missionærer og endda medlemmer af det styrende råd, fået en følelse af at det der bliver fortalt fra podiet, ikke altid har givet mening.
Måske er du selv født ind i sandheden, men har aldrig følt den samme nidkærhed som de omkring dig tilsyneladende har. Eller måske har du fået flere og flere spørgsmål om det nye lys som er kommet i den seneste tid, spørgsmål som selv de ældste ikke har kunnet svare på.
Denne folder vil ikke fortælle dig hvad du skal tro på, men vil pege på nogle ressourcer som vi selv ville ønske vi havde kendt og haft adgang til dengang vi selv begyndte at stille spørgsmål ved det vi blev undervist i.
Vi ved at det er skræmmende, men vi lover dig at millioner af mennesker jorden over forstår nøjagtigt hvad du oplever.
Som et Jehovas vidne, er du sandsynligvis fra fødslen blevet oplært til at tro på det du lærer ved møderne. Alle dine nærmeste og alt hvad du kender til, er forbundet med at være et Vidne, så det kan virke som om det er umuligt at forlade det, men det er det ikke!
Det du oplever nu, kaldes at ”Vågne op”. Det betyder ganske enkelt at du nu erkender at ikke alt hvad du er blevet fortalt, er sandt, og at organisationen ikke altid har Vidnernes sikkerhed og velbefindende som første prioritet.
At vågne op kræver et ufatteligt mod, bare det at læse denne folder er meget modigt af dig! Du ser frem imod en krævende fase i dit liv, men du kan forlade denne religion og leve et lykkeligt og tilfredsstillende liv fri for dens kontrol.
Her har du et par tips som kan hjælpe dig på din opdagelsesrejse.
Det er først og fremmest vigtigt at du ikke fortæller nogen at du er ved at vågne. Det er helt naturligt at du brænder efter at dele alt det du lærer med venner og familie, men husk at ligesom dig, har de lært at alle informationer som modsiger organisationen, er farlige.
Fokusér på dit mentale helbred. At vågne op er traumatisk, og det er helt normalt at være forvirret, føle sorg, være i konflikt med sig selv, og endda at være vred.
Forbered dine næste skridt grundigt. Før du gør noget som helst, tag dig god tid til at bearbejde dine følelser. Slap af, tag en dyb vejrtrækning og forsøg at være rolig. Du står over for at ændre på årtiers rutiner og tankemønstre, der er ingen grund til at tage overilede beslutninger.
Få terapi. Det kan især være vigtigt på den korte bane, mens du dekonstruerer den tankeverden der har været din virkelighed. På den lange bane, kan det være en hjælp når du skal forlade religionen og opbygge et nyt liv udenfor. En terapeut der har erfaring med religiøse traumer er særligt godt klædt på til at hjælpe dig gennem din proces.
Undgå at blive døbt hvis du ikke allerede er det, da det gør det meget sværere at forlade religionen hvis du er døbt.
Sørg for at dine materielle behov er dækket. Religionen har med overlæg sørget for at Vidnerne ikke har et netværk udenfor, så de er afhængige af medlemmernes støtte.
For at kunne forlade religionen, har du brug for en bolig hvor du ikke er afhængig af forældre eller samboer, transport og et arbejde eller en anden indkomst så du kan klare dig selv. Du kan være nødt til at spille rollen som trofast Jehovas Vidne, indtil du har gjort skolen færdig, fundet et sted at bo eller en bedre indkomst.
Begynd at opbygge et netværk udenfor religionen. Selv hvis du ikke bliver udelukket/fjernet fra menigheden, så vil de fleste Jehovas Vidner begynde at undgå at være sammen med dig. Et godt netværk er essentielt for at opbygge dit nye liv. Kilderne på bagsiden af denne folder kan være en hjælp til at finde andre vidner der er i gang med at vågne op, og de der er lykkes med at forlade religionen.
Du kan også overveje at række ud til familie der ikke er JV, tidligere vidner som du kender personligt, samt kollegaer og klassekammerater som du stoler på. Mens du opbygger dit netværk, vil du opdage at verden er fuld af venlige mennesker. Men du skal selvfølgelig stadig være forsigtig, da det ikke er alle der fortjener din tillid.
Tag dig tid til at sive gradvist ud. Det er selvfølgelig helt op til dig hvordan du gør, men at sive ud, eller ”fade”(engelsk), er ofte den løsning mange vælger.
At sive/fade vil sige at man gradvist deltager mindre og mindre i JV-aktiviteter. Dette kan gøres over uger, måneder eller endda år, indtil man til sidst har klippet alle bånd til religionen.
Hvor hurtigt det skal gå, er helt op til dig. Nogle stopper simpelthen med det hele på en gang, mens andre tager tiden til at deltage mindre og mindre.
Andre tiltag du kan overveje undervejs kunne være: Stop med at donere penge. Stop med at forkynde. Stop med at lave frivilligt arbejde. Træd tilbage fra privilegier som ældste, pioner eller menighedstjener. Stop med at deltage i sociale aktiviteter med menigheden.
Overvej om du skal flytte. Hvis du har mulighed for at flytte, kan det hjælpe dig til at undgå at andre vidner som fatter mistanke til dig, begynder at snage.
Nægt at mødes med de ældste. Imens du siver, vil de ældste sandsynligvis gerne mødes med dig, enten for at få dig tilbage i organisationen, eller for at finde en mulighed for at fjerne dig fra menigheden (udelukke/udstøde). Husk at de ældste ikke har nogen som helst magt eller autoritet over dig, du er ikke ”nødt til” at mødes med dem, eller overhovedet at tale med dem.
Når du forlader religionen, er det en begyndelse på noget nyt, ikke en afslutning. Der vil være nogle bump på vejen. Når du forlader religionen, kommer du sandsynligvis til at miste nogle mennesker som du betragter som nære venner, men det vil være det værd.Du får mulighed for at finde ud af hvem du i virkeligheden er. Mulighed for at skabe det liv som er i overensstemmelse med dine egne værdier og drømme, ikke nogen som andre har valgt for dig. Mulighed for at få en uddannelse, opleve romantiske forhold, finde et arbejde der giver mening og fylde dit liv med ægte venner der respekterer og forstår din kamp.
Vi ved alt for godt hvor umuligt det kan se ud lige nu, lige så vel som den skyld og skam som du føler over at betvivle organisationen som du har lært at du skal adlyde.
Vi ved også at et rigt og virkeligt liv venter på dig.
Kærligst
Dine frie brødre og søstre